Jeg ser flere og flere fitness- og rehabiliteringsprofessionelle promovere budskabet om 'ikke at belaste en dysfunktion', og det irriterer mig virkelig. Denne mantra viser en komplet mangel på forståelse for kompleksiteten af menneskelig bevægelse, skades og smerters multifaktorielle natur, samt de mange usikkerheder ved rehabilitering. For slet ikke at nævne, at ingen kan fortælle dig, hvad pokker en dysfunktion faktisk er.
Denne besked har også nogle negative og muligvis skadelige konsekvenser for dem, der elsker at træne, men endnu mere irriterende, skaber den unødvendige barrierer og begrænsninger for dem, der ikke kan lide at træne. Så jeg vil bruge de næste 5 minutter på at diskutere, hvorfor jeg mener, at mange af disse indflydelsesrige, velkendte og meget respekterede fitness- og rehabiliteringsprofessionelle tager fejl, og argumentere for hvorfor vi faktisk bør belaste disse såkaldte 'dysfunktioner'.
Belastning af Dysfunktion
Først og fremmest, hvad er en 'dysfunktionel' bevægelse? På trods af mange påstande har vi faktisk meget lidt evidens, der fortæller os, hvilke bevægelser, aktiviteter eller øvelser der er dårlige, farlige eller skadelige for os... hvis der overhovedet er nogen.
Mange vil påstå, at de kan spotte en dysfunktionel bevægelse eller øvelse ved blot at kigge på den. Men faktum er, når det kommer til at observere bevægelse, så er det "skønhed i øjet hos betragteren", hvilket betyder, at det, der kan se grimt og problematisk ud for en person, kan se helt fint ud for en anden.
Forestillingen om, at vi kan afgøre, hvad der er god eller dårlig bevægelse ved blot at se på det, er simpelthen nonsens. Denne alt for enkle og reducerende måde at klassificere menneskelig bevægelse på, baseret på en individets observation alene, bør stoppe.
Lad mig sætte det så simpelt op som mulig... hvordan vi bevæger os, dikteres af mange ting, såsom:
1) individuelle faktorer såsom alder, skeletmorfologi, tidligere erfaring, nuværende selvtillid, smerteniveau osv.,
2) opgavefaktorer såsom belastningen, hastigheden, intensiteten, kompleksiteten osv., og endelig
3) miljøfaktorer såsom at bevæge sig under observation, i en konkurrencesituation eller ved brug af forskelligt udstyr osv. osv.
Derfor vil måden, vi udfører en øvelse eller en hvilken som helst anden bevægelse på, altid blive påvirket af disse mange andre faktorer, hvilket betyder, at sjældent vil to personer bevæge sig på samme måde, og ofte vil den samme person ikke bevæge sig på samme måde to gange.
Individet
Så når vi vurderer enhver bevægelse, er det vigtigt at anerkende, at vi alle er bygget forskelligt og kommer i alle former og størrelser, og derfor kan vi ikke alle bevæge os på samme måde. Variationer i vores skeletstruktur og geometri, såsom legemets længde og ledform og vinkling, vil påvirke, hvordan vi bevæger os. For eksempel påvirker lårbenets længde og bækkenets geometri i høj grad, hvordan en person squatter, som vist nedenfor (kilde 1, kilde 2):
Så bare fordi nogle 'bevægelsesspecialister' med korte lårben, åbne hofteskåle og en smule genetisk hypermobilitet kan folde sig sammen som en strandstol, når de squatter, betyder det ikke, at du nogensinde vil kunne, hvis din knoglegeometri og genetik er helt anderledes! Og bare fordi nogle 'smidige leoparder' kan nå op mellem deres skulderblade og klø sig i øjnene, betyder det ikke, at du kan, hvis din skulder og thorax-knoglegeometri ikke tillader det (kilde 3, kilde 4).
Det er vigtigt at erkende, at det, der kan se ud som 'dysfunktionel' bevægelse, faktisk kan skyldes meget ikke-ændringsbare genetiske og/eller knoglemæssige faktorer. Dog er dette meget svært at fastslå klinisk uden en masse detaljerede, dyre og unødvendige scanninger og billeddannelse, men det bør altid overvejes alligevel.
Nu er det selvfølgelig ikke alle begrænsninger i bevægelsen, der skyldes ikke-ændringsbare knoglefaktorer, mange kan skyldes de mere ændringsbare bløddelsfaktorer. Igen kan det være svært at fastslå, om en begrænsning i bevægelsen er ændringsbar eller ej, men du kan normalt begynde at indse, at du måske har nogle ikke-ændringsbare faktorer, der begrænser din bevægelse, hvis du har forsøgt at arbejde med at forbedre din bevægelse i nogle måneder, og intet har ændret sig.
Hvis det er tilfældet, kan det være på tide at begynde at acceptere, at din bevægelse ikke kommer til at ligne en andens på grund af faktorer uden for din kontrol, og prøve ikke at blive for frustreret eller nedslået over din manglende fremskridt med at efterligne en fleksibel guru med helt anderledes anatomi.
Opgaven
Vores bevægelser påvirkes også i høj grad af den udførte opgave, og dette bliver igen ignoreret af mange bevægelseseksperter. For eksempel vil en persons måde at bøje sig ned for at samle en æske med lommetørklæder op fra gulvet være, og bør være, helt anderledes end måden de bøjer sig ned for at samle en betonplade op fra gulvet.
At få nogen til at bevæge sig på samme måde, uanset opgavens intensitet, hastighed og formål, er simpelthen tosset, alligevel er det noget, jeg ser blive fremmet af mange hver dag. Du behøver simpelthen ikke at bøje dig ned på samme måde for at gøre alt, faktisk er det ineffektivt og ikke funktionelt.
Du behøver ikke at spænde dine mavemuskler og bækkenbund eller holde din ryg i neutral stilling, før du strækker dig ned for at samle noget lille og let op fra gulvet. I stedet for at hjælpe og forbedre bevægelsen kan dette få mange mennesker til at bevæge sig mindre og værre, da de bliver alt for fokuserede, stressede, bekymrede over små, ubetydelige ting, der ikke er værd at bekymre sig om.
Variation i bevægelsesmønstre er noget, som mange 'bevægelsesspecialister' forstår eller føler sig trygge ved. Og bevægelsesvariation sker hele tiden, og afhængigt af opgaven og belastningen er det langt mere nyttigt end bevægelsesrestriktion (kilde 5, kilde 6).
Nu betyder det ikke, at begrænsning af variationer i visse bevægelser, hos visse mennesker, nogle gange kan være nyttigt, for det kan det. I visse situationer, under visse omstændigheder kan det være meget nyttigt at coache og begrænse bevægelsen for at hjælpe en person med at bevæge sig mere ‘effektivt' under visse opgaver, såsom tung gentagende løft.
Dog skal du ikke lade dig narre af den almindelige tro på, at anvendelse af disse bevægelsesbegrænsninger magisk eller betydeligt reducerer risikoen for skade. Mange af vores almindelige antagelser om skaderisiko bliver udfordret mere og mere, med mange studier inden for manuel håndtering på arbejdspladsen, der viser, hvordan råd om kropsholdning, ergonomi og løft ikke signifikant reducerer forekomsten af rygsmerter, som vi først troede, og faktisk måske endda bidrager til det (kilde 7, kilde 8, kilde 9, kilde 10).
Miljøet
Til sidst skal vi tage miljøet i betragtning, som en forvirrende faktor, når vi vurderer bevægelse. Som terapeuter og trænere vurderer vi ofte mennesker, der bevæger sig i kontrollerede, begrænsede og i sidste ende falske miljøer. Derfor kan eventuelle såkaldte bevægelsesdysfunktioner, vi måske ser her, ske eller ikke ske i andre indstillinger eller miljøer. Vi skal også anerkende, at selve effekten af at observere en person bevæge sig vil påvirke, hvordan de bevæger sig.
For eksempel, hvor normalt tror du, en patient vil bevæge sig, når de bliver grundigt undersøgt i en konsultation eller i et træningscenter, når de er halvt afklædte og føler sig lidt ængstelige eller nervøse? Tror du, du vil se den samme bevægelsesstrategi, når en person bliver bedt om at lave en hoppende landing fra en kasse, mens de bliver observeret, sammenlignet med når de står på en kold våd fodboldbane en tirsdag aften i Stoke, hopper efter en bold og undviger en modspiller?
Det er ikke så simpelt!
Så forhåbentlig har jeg belyst, hvordan alle vores bevægelser er baseret på mange variabler, og hvad vi tror, der måske er unormalt eller dysfunktionelt, kan faktisk bare være normale og endda fordelagtige variationer.
Vi skal også erkende, at evidensen fortæller os, at mange såkaldte posturale og bevægelsesmæssige 'dysfunktioner', vi ser hos mennesker med smerte og funktionsnedsættelse, ofte også ses hos dem UDEN smerte eller funktionsnedsættelse. Ting som lænderyg lordose, thorakal kyfose, skapulær dyskinesi, knævalgus, hoftekam deformiteter, ses alle også hos mennesker uden smerte eller patologi.
Vi skal også erkende, at det, vi tror er bevægelses 'dysfunktioner', faktisk kan være optimeringsstrategier i nærvær af smerte, frygt eller manglende tolerance og kapacitet. Personligt mener jeg, at dette er en af de mest almindelige årsager til, at jeg ser mennesker bevæge sig anderledes eller akavet.
Hvorfor jeg belaster 'dysfunktioner'
Så ofte er det ikke bevægelsen, der skal rettes, det er smerten, frygten, manglende kapacitet eller tillid til bevægelsen, der skal det. Derfor belaster jeg såkaldte 'dysfunktioner'.
Jeg har indset, at hvis jeg fokuserer mere på at øge en individuals kapacitet og tolerance for såkaldte 'dysfunktionelle' bevægelser, holder de ofte op med at se så grimme og akavede ud og stopper med at føle sig så ubehagelige eller vanskelige. Når du opbygger en persons omfattende bevægelseskapacitet, finder individet ofte selv en mere effektiv bevægelsesstrategi uden at du behøver at gøre meget (Ja.… kroppen er faktisk så klog).
Derfor bruger jeg ikke længere specifikke motoriske kontroløvelser eller smarte coaching-teknikker. I stedet giver jeg simpelthen en person mulighed for at opbygge kapacitet og tillid til bevægelsen og lader deres system gradvist organisere sig selv og finde den mest foretrukne strategi for at klare opgaven. Dette får ofte akavede, grimme bevægelser til at se meget mere effektive og 'smukke' ud.
Der har dog også været tidspunkter, hvor jeg har fundet ud af, at den observerede 'grimhed' af en bevægelse ikke ændrer sig, men det betyder heller ikke så meget for mig længere. Som jeg sagde i begyndelsen af dette blogindlæg, så er "skønhed i øjet hos betragteren", og hvem er jeg til at sige, hvad der er en grim bevægelse eller ej.
Alt, hvad jeg virkelig er bekymret for, er, om denne bevægelse føles komfortabel og effektiv for personen, der udfører den. Så vidt jeg er bekymret, kan du have den mest uskønne bevægelse i verden, så længe du har tilliden, komforten og kapaciteten, både fysisk og psykologisk, til at tolerere den!
Opsamling
Så det er mit krudt om, hvorfor jeg belaster 'dysfunktionelle' bevægelser, og hvorfor jeg er uenig med mange af 'bevægelsesspecialisterne' om dette emne. Husk, at der er lidt evidens for at sige, hvad der er og hvad der ikke er en dysfunktionel bevægelse, men det handler slet ikke om, hvordan det ser ud for en observatør.
Tak for i læste med! Husk altid at vær kritisk overfor det i hører og ser, selvom personen præsenterer sig som en ´specialist´.
Commentaires